torsdag den 27. februar 2014

Fastelavn - en hurtig hund

En hurtig hund

Så nåede jeg lige at flikke et fastelavnskostume sammen. Kostume er vel så meget sagt, det kan vel nærmere betegnes som accessories til et kostume....

Så her er den hurtige hund




               bestående af et pandebånd med ører samt en hale





I halen er der velcro, så man kan sætte halen fast på en bæltestrop




Eller måske er det med lidt god vilje et får, - med en meget lang hale :-)




mandag den 24. februar 2014

Hæklet rangle opskrift

Rangler part 2

Lille Verner

Så har jeg forsøgt at rekonstruere ranglerne jeg havde 'tur i' for noget tid siden.
Jeg var lige forbi lille Verner for at se ham og hans, - efterhånden - noget brugte rangle. Verners far har tendens til hanekam, så derfor skulle Verners rangle have hanekam.


Lille Verner og far

Jeg fik stor respekt for småbørnsfotografer! Det er da nærmest umuligt at få sådan en lille størrelse til at sidde stille, og så med en rangle i hånden......

Verners godt brugte rangle

 'Håndvægtsranglen'

De sidste rangler fra samme 'batch' fik jeg fotograferet, inden de blev givet bort....

På ranglen i midten har jeg lavet en næse



De er lidt forskellige af størrelse, og sådan bliver det jo, når man ikke har nogen opskrift




Jeg ændrede lidt på måden at lave øjne på, det er kun på Alfreds prototype rangle, at jeg hæklede små øjne særskilt og så syede dem på bagefter. På de næste rangler har jeg hæklet øjne, hår/hanekam direkte på ranglen



Rangle med lyserød hanekam


Rangle opskrift, model 'håndvægt'

- eller en halv opskrift sådan cirka

Materialer:

3-5 forskellige farver tyndt bomuldsgarn ( der passer til hæklenål 2-2½)
Pladevat
2 bjælder 

Grøn
1. 4 lm samles til en ring
2. 8 fm  (dvs tag ud)
3. 16 fm
4. 22 fm
5.-7.: 22 fm, fx en gul, 1 blå skiftevis, så får du tern.
8.-9.: tag ind på hver 3. fm
- fyld pladevat og bjælde i. Jo mere pladevat du fylder i, des mere dæmper du bjælden
10. tag ind, til du synes 'håndtaget' har en passende tykkelse, så du ender på 11-14 fm. (jeg synes det er rarest, hvis man kan have en finger i 'håndtaget' mens man hækler)
11- 24 (ca): Hækl håndtaget evt. i skiftene farver og mønstre.... Husk at stoppe pladevat i undervejs
24-26: tag ud i hver 3 fm
27- 29: 3 omg fm - - fyld op med pladevat og bjælde
30- 34: tag jævn ind og luk af (du må se dig frem til at 'hovedet bliver rundt og selv justere lidt)

Hækl el sy øjne på.
Hækl hår, hat, hanekam eller hvad du synes
Split noget garn eller brug sytråd til munden

HIV GODT I HÅR OG ØJNE, så du er sikker på det sidder fast, så baby ikke kan sluge noget....


Har du lyst til at hækle flere rangler, finder du opskriften på min BLOMSTERRANGLE HER


Blomsterranglen





onsdag den 19. februar 2014

Rangle

Hæklet rangle

Da lille Alfred skulle komme til verden i efteråret 2012, så jeg i Malmø den sødeste hæklede babyrangle i en Fairtrade butik. Jeg ville gerne give Alfred en meget personlig fødselsgave, så jeg gav mig i kast med at hækle en rangle til ham. Jeg ville gerne have, at ranglen skulle kunne sige noget, så efter at have lyttet til forskellige bjælders klang, købte jeg bjælder i Panduro Hobby, og gik så i gang med hækleriet. Alfreds rangle blev en prototype, for jeg fik hæklet et par stykker, nu jeg var i gang.



Det er jo efterhånden noget tid siden, men jeg har tænkt mig på et tidspunkt at rekonstruere ranglen og give en opskrift.







Uro

Alfreds mor valgte at lave en uro til Alfred, som hang over puslebordet, og derfor er ranglen i dag stadig så god som ny ;-)

Da min søn var baby, lavede jeg også en uro til ham, som jeg hængte forskellige søde, særlige ting i.

Der findes forskellige uroer i handlen til selv at sætte forskellig ting i.
Jeg lavede min uro sådan:

Materialer:
2 Blomsterpinde ca 20 cm
Snor
Div. ting til at hænge i uroen

Lav et kors af blomsterpindene og bind dem sammen m tråd. En lang tråd i midten af korset, - til at hænge i loftet.
Sæt tråd i hver ting, der skal være på uroen. Jeg havde 5 ting, én i midten af korset og en i hver ende af pindene.


lørdag den 15. februar 2014

Tehætte med bonderose top

Tehætte med bonderose top

Tehætte, nu med håndtag

Så er den hæklede pæon blevet monteret på tehætten og fungerer fint som 'håndtag'. Jeg kan vældig godt li' at kombinere de forskellige husflidssyslerier, som her den syede tehætte og den hæklede blomst.



Teatime

I dag bagte jeg scones (har aldrig helt forstået det britiske køkken), og de blev overaskende gode, i betragtning af at mine scones jævnligt bliver en lidt kedelig affære. Tror jeg brugte 'rigeligt smør' til denne portion. Frem med arve-porcelænet, en omgang hvid te og tehætten kunne blive indviet.....




onsdag den 12. februar 2014

Hæklet bonderose

Hæklet bonderose som tehætte top

Resultatet af et par dages ferie og tænkebox resulterede i at tehætte håndtaget,- hanken,- tutten, blev til en hæklet bonderose eller pæon, som de også kaldes. Eller med lidt god vilje en ranunkel.





How to do

Det er vanskeligt at give en hel præcis opskrift på blomsten, da den bare er hæklet ud af hovedet, men jeg kan give nogle løse anvisninger:

Generel anvisning

Fundament
Grøn: Startede med en cirkel på 4 lm, samlede ringen og hæklede en 3-4 omgange og tog jævnt ud.
Blade:Hæklede 14 lm ud fra fundamentet, og fm tilbage ad lm tilbage til fundament. 3 gange ialt.
Lysegrøn: Hæklede uden om de grønne blade, med fm og hlst og tog lidt ud. Gange 3.
Blomstens kerne: Bordeaux. Hæklede 4 fm i midten af fundamentet, et par omg op, tog ind og lukkede af.
Blomstens inderste blade: Rosa og lyserød: Hæklede en omg fm direkte i fundamentet udenom kernen, et omgange med fm og hlstm og lukkede af, skiftede ml de to farver undervejs.
Blomstens yderste kronblade: Rosa, bordeaux og lyserød. Hæklede en række fm direkte i fundamentet udenom de inderste blade. Gentog et par omg m skiftende farver og fm og hlstm. Lukkede af.

Og

 hæftede 468 ender, - sådan ca.

Tips og tricks

Split garnet for at opnå en meleret virkning (kan man sige sådan?)


- så mangler jeg bare at montere min pæon på toppen af tehætten.....

Guldtepotten

 



Min smukke tepotte, vistnok fra Tante Te på Vesterbro.



mandag den 10. februar 2014

Tehætte

Storblomstret tehætte

Jeg har fået en smuk guldfarvet tepotte af min søn, men jeg manglede en tehætte der lige passede til den.
Han er vokset ud af sine storblomstrede shorts og dem har jeg gemt, fordi jeg synes stoffet er så smukt. Jeg gemmer ofte tøj med affektionsværdi til omsyning og en eller anden dag finder jeg anvendelse for det. Og hvad kunne være bedre end at anvende det smukke stof til en tehætte?




Jeg er mest til de tredelte tehætter, så sådan skal min nye tehætte også være. Jeg har taget mål af tepotten, tegnet en skabelon i avispapir og starter så med at sy foret. Derefter kan jeg justere pasformen lidt. 


Så skal der lidt pladevat i, så tehætten bliver varm og fluffy. Jeg startede med et lag pladevat, men synes det blev lidt skrabet, så jeg satte et extra lag i. Der er jo også forskel på tykkelsen af pladevat, så havde jeg haft noget tykkere kunne jeg måske nøjes med et enkelt lag.





Tehætten kom til at se sådan ud


Så mangler jeg bare lige et 'håndtag', men der vil jeg lige gå i tænkebox. Har overvejet noget med at sy en trykknap i toppen, så man kan skifte hank efter forgodtbefindende.... måske et 'håndtag' i den hæklede bobleteknik.
Var meget begejstret for min kvast på juletehætten, men det passer ikke lige til denne tehætte.
Scroll eller se juletehætten her:
juletehætte 

Her er det juletehætten, hvor man tydeligt kan se de 3 sider, samt kvasten

DIY

Materialer:
½ m pladevat
½ m lagenlærred
½ m stof, - i dette tilfælde nogle gamle shorts

Tegn en skabelon, - min blev 28 cm i bunden og 25 cm høj

Klip tre stykker foerstof, tre stykker yderstof og tre stykker pladevat.
Læg to styk stof ret mod ret og sy dem sammen i den ene side fra top til bund (og altså ikke hele vejen rundt) Så tager du det sidste stykke stof og syr det sammen i toppen med de to andre stk stof - fra top til bund på det ene stk stof (der jo er syet sammen med et andet stk stof) og fra top til bund på det andet stk stof ...... svært at forklare, men måske du kan se det og regne det ud når du kigger på billedet af juletehætten.
Sy foerstoffet sammen, yderstofferne sammen og sy pladevattet sammen.
Læg pladevattet op i tehætten, og foerstoffet med retsiden udad ind i tehætten.
Sy det hele sammen i bunden. 
Find på en hank, håndtag etc. og send ideen til mig ;-)

Senere fandt jeg på hanken/tutten, se den  HER

Specifikationer på tutten  HER 

Du kan også sy dig en to-sidet tehætte, her er 3 forskellige

søndag den 2. februar 2014

Hæklet hue i bølgemønster


Bølgebryder part 2

Spænd hjelmen

Så er jeg endelig blevet færdig m min 'bølgebryder' hue, som passer fint under cykelhjelmen. Jeg var spændt på hvordan den ville blive i toppen, da jeg er startet i bunden.
Har længe haft en forkærlighed for brun og lyserød, forstår faktisk ikke at disse farvesammensætninger ikke er in? Har lige tilføjet grå mellen de bærende farver, for at gøre bølgerne mere markante.
Jeg har hæklet stramt for at gøre den tæt og varm. Jeg kunne godt have ønsket huen mere glat, men jeg tror at det er selve teknikken der gør at den buler og bølger. Men det er jo også en bølgebryder.... og synes pasformen er ok



Jeg har tilføjet en lille skygge på huen, sådan lidt a la ridehjelm, som forhåbentlig kan holde det værste sne og slud væk fra øjnene.




Det er første gang jeg har hæklet bølgemønster, - har dog lige lavet en prøve først for checke hvordan det tog sig ud.
Da huen er hæklet med mindre hæklenål end garnet foreskriver - har brugt en 3'er, hvor garntypen anbefaler en 5'er, er huen blevet meget fast, næsten som en blød hat.